Ærkehertugdømmet Østrig
From Wikipedia, the free encyclopedia
Ærkehertugdømmet Østrig (tysk: Erzherzogtum Österreich) er en betegnelse for Østrig i perioden 1453 til 1804. Før 1453 var Østrig et hertugdømme i Det tysk-romerske Rige. Den habsburgske hertug Rudolf 4. af Østrig (1339 – 1365) var en foretagsom hersker, der blandt andet formåede af ophøje Wien til selvstændigt stift og grundlagde Wien Universitet. Rudolf ønskede at Østrig skulle have samme indflydelse i det Tysk-Romerske Rige som de tyske kurfyrster, og han stod i 1359 bag en forfalskning af det oprindelige Privilegium Minus, der i 1156 ophøjede Østrig til Hertugdømmet Østrig. Det forfalskede dokument kaldtes Privilegium Maius og ophøjede Østrig til ærkehertugdømme, og Rudolf proklamerede sig selv som ærkehertug af Østrig. Privilegium Maius gav Østrig en række rettigheder, som ligestillede Østrig med kurfyrsterne i det Tysk-Romerske Rige, hvorved Østrig fremover ville kunne deltage i blandt andet kejservalg.
Kejser Karl IV nægtede dog at bekræfte Privilegium Maius. Det var først Habsburg-kejseren Frederik III, der formelt anerkendte dokumentet i 1453, hvorefter Østrig blev til Ærkehertugdømmet Østrig. Østrigs regenter kaldte sig herefter ærkehertuger.[1]
Fra 1521 arvede Ferdinand I de østrigske lande fra sin bror kejser Karl V. Gennem giftermål opnåede han rettighederne til Ungarn, Böhmen, Mähren, Schlesien og Lausitz samt de spanske og italienske besiddelser. Fra dette tidspunkt omtales Ærkehertugdømmet Østrig også som de Habsburgske Arvelande.