Wake Island
From Wikipedia, the free encyclopedia
Wake Island er en atol i Stillehavet cirka 3400 km vest for Hawaii. Territoriet har tidligere været kaldt Halcyon Island.[1] Atollen administreres af USA's indenrigsministerium som et uorganiseret, uindlemmet oversøisk territorium og indgår blandt USA's ydre småøer. Territoriet har et totalareal på 7,4 km² og har 150 indbyggere i 2014.[2] Wake Island styres af flyvevåbenet, og alle indbyggere er ansat i enten flyvevåbenet eller hæren. Flyvevåbenet driver en flyvestation og hæren et raketsystem på atollen.
Wake Island | |
---|---|
Geografi | |
Sted | Stillehavet |
Koordinater | 19°18′00″N 166°38′00″Ø |
Areal | 7,4 km² |
Højeste punkt | 6 m |
Administration | |
Land | USA |
Demografi | |
Folketal | 150 (2014) |
Atollen består af de tre koraløer Wilkes Islet, Peale Islet og Wake Islet. Øerne er forbundet ved broer.[3] Den største af øerne, Wake Islet, har den eneste landingsbane for fly, Wake Island Airfield.
Øerne er mest kendt for den japanske besættelse i 1941–1945 og slaget ved Wake Island den 8.–23. december 1941 under Stillehavskrigen. I dag er Wake Island mest anvendt som et militært støttepunkt, militær fly- og flådebase, foruden at flyvepladsen benyttes til mellemlandinger for fly. Det er også et knudepunkt for kommunikationskabler til Honolulu og til Guam.[4] Wake Island indgår i Pacific Remote Islands Marine National Monument, oprettet den 6. januar 2009.[5]
Republikken Marshalløerne hævder suverænitet over øerne, men Wake Island har været officielt underlagt USA siden 1899.[6]
Sammen med otte andre øer udgør Wake Island USA's ydre småøer, der er en statistisk betegnelse defineret af International Organization for Standardizations ISO 3166-1-kode. De repræsenteres samlet af ISO 3166-1 alfa-2-koden UM; Wake Island i sig selv har koden ISO 3166-2 UM-79.