Velfærdsstat
From Wikipedia, the free encyclopedia
En velfærdsstat er en stat, der varetager en række funktioner, der har som intention at fremme velfærden for landets borgere. Målsætningen er lige adgang til en række offentlige tilbud, f.eks. på uddannelsesområdet samt et retskrav på kompensation for indtægtstab, f.eks. ved arbejdsløshed eller sygdom. En velfærdsstat har således funktioner, der rækker ud over blot at yde landets borgere sikkerhed. Disse funktioner planlægges i den offentlige sektor og er i en eller anden grad finansieret af staten. Alt efter hvilken velfærdsmodel, der er tale om, kan disse ydelsers størrelse og målgruppe samt fordelingsprincipper variere. Gældende for alle velfærdsstater er, at de foretager reguleringer af arbejdsmarkedet, og at deres ydelser omfatter uddannelsesstøtte, samt en række sociale ydelser ved sygdom, fattigdom eller i forbindelse med pension. Velfærdsstaten skal altså sikre en minimumslevestandard, i fald borgeren ikke selv kan sørge for denne. Velfærdsstaten er et modstykke til minimalstaten, der foretrækkes af liberale tænkere.
De fleste industrialiserede lande er i dag organiserede som velfærdsstater, der på mange måder er et resultat af arbejderklassens mobilisering og dennes krav om større sikkerhed i livet og dermed forbedrede levevilkår. Politisk forbindes velfærdsstaten ofte med de socialdemokratiske partier, men varianter af velfærdsstaten er blevet brugt af regimer knyttet til de fleste ideologier. En velfærdsstat er i praksis knyttet til en blandingsøkonomi, hvor statslig indblanding i markedskræfterne via skatter og afgifter gør omfordeling muligt, ligesom infrastrukturen i en velfærdsstat i højere grad vil være offentligt finansieret sammenlignet med stater, der ikke har velfærdsmålsætninger.