Umberto 2. af Italien
italiensk konge / From Wikipedia, the free encyclopedia
Umberto 2. (italiensk: Umberto Nicola Tommaso Giovanni Maria di Savoia; 15. september 1904 – 18. marts 1983) var den sidste konge af Italien fra maj til juni 1946. Hans korte regeringstid som konge har givet ham tilnavnet Majkongen (italiensk: Il Re di Maggio).[1]
Umberto 2. | |||
---|---|---|---|
Kronprins Umberto af Italien i 1920'erne | |||
Konge af Italien | |||
Regerede |
9. maj 1946 – 12. juni 1946 (0 år og 34 dage) | ||
Forgænger | Victor Emanuel 3. | ||
Premierminister |
| ||
Efterfølger |
Ingen (Monarkiet afskaffet) (Enrico De Nicola som præsident) | ||
Ægtefælle | Marie José af Belgien (g. 1930) | ||
Børn |
| ||
Fulde navn | italiensk: Umberto Nicola Tommaso Giovanni Maria | ||
Hus | Huset Savoyen | ||
Far | Victor Emanuel 3. af Italien | ||
Mor | Elena af Montenegro | ||
Født |
15. september 1904(1904-09-15) Castello Reale di Racconigi, Racconigi, Piemonte, Kongeriget Italien | ||
Død |
18. marts 1983 (78 år) Genève, Schweiz | ||
Hvilested | Abbaye Royale d'Hautecombe, Saint-Pierre-de-Curtille, Savoyen, Frankrig | ||
Signatur | |||
Religion | Romersk-katolsk | ||
Ridder af Elefantordenen 1922 |
Umberto var søn af kong Victor Emmanuel 3. af Italien. I et forsøg på at genetablere det italienske monarkis image efter Benito Mussolinis fald, overførte kong Victor Emanuel i 1944 regeringsmagten til Umberto, selv om han nominelt forblev konge. Da monarkiets fremtid efter afslutningen af Anden Verdenskrig kom til folkeafstemning i 1946, abdicerede Victor Emanuel til fordel for sin søn den 9. maj 1946 i håbet om at forbedre monarkiets popularitet. Monarkiet blev dog afskaffet ved folkeafstemningen den 12. juni 1946, og Umberto måtte gå i eksil efter kun 33 dage som konge.[1] Han trak sig herefter tilbage til Cascais i Portugal. Han døde i Genève efter 37 år i eksil.