Supermarine Spitfire: operationel historie
From Wikipedia, the free encyclopedia
Supermarine Spitfire, det eneste britiske jagerfly der blev produceret før, under og efter 2.verdenskrig, var designet som en kortdistance jager og beregnet til af forsvare UK imod bomberangreb[1], og opnåede nærmest legendarisk status efter at have udfyldt sin rolle under Slaget om England.[2] Ifølge flyver-esset J.E. "Johnnie" Johnson var den krigens bedste konventionelle forsvarsjager.[3]
Jageren blev videreudviklet til et multi-rolle fly, i stand til at operere under vidt forskellige vilkår.[4] For eksempel var det Spitfire der blev en af pionererne i rollen som ubevæbnet fotorekognosceringsfly ("Photo Reconnaissance", P.R.) der unddrog sig opdagelse og angreb ved hjælp af høj fart og stor flyvehøjde.[5]
Efter krigen fortsatte Spitfire med at tjene, både som primært jagerfly og i sekundære roller, for adskillige luftvåben (heriblandt det Danske) godt ind i 1950'erne.[6] De sidste offensive sorties fløjet af RAF Spitfires blev fløjet af Mk.XVIII tilhørende 60. Esk. over Malaya den 1. januar 1951.[7]