Naturhave
From Wikipedia, the free encyclopedia
En naturhave (wild garden eller wildlife garden på engelsk, jardin sauvage på fransk, Naturgarten eller naturnaher Garten på tysk, wilde tuin, natuurtuin eller heemtuin på nederlandsk) er en have, hvor naturbevarelsen spiller en væsentlig rolle. Haven skal både være tiltalende at se på og opholde sig i, og den skal tilbyde næring, skjul og tilholdssted for insekter, fugle, padder, krybdyr, pattedyr, blomstrende planter og svampe med videre. Derfor indeholder naturhaven ofte en forskelligartet blanding af biotoper, der er skabt og vedligeholdt helt bevidst af haveejeren (f.eks. havedamme[1], der kan tiltrække frøer, salamandre, tudser og guldsmede, fuglekasser til fugle, flagermus og insekter, bunker af kvas eller træ, som giver ly til snoge, firben og stålorme, eller særligt tiltrækkende planter, der tilbyder nektar og pollen til bestøvende insekter). I visse tilfælde lader man tingene udvikle sig ved egen kraft (se succession), sådan at man minimerer vedligeholdelse og indblanding.
Naturhaven efterligner under sine målestoksforhold de lokale naturmiljøer (biotoper) for at skabe et tilflugtssted (refugium) for de vilde planter, dyr og svampe. Dens vigtigste kendemærke er en betydelig andel af hjemmehørende vegetationer, der tjener som grundlag for det vilde dyreliv. Mange økologiske havedyrkere støtter tanken om naturhaver, og de forsøger som regel at skabe plads til elementer fra naturhaverne på deres egen jord. Det sker både som et virkemiddel i økologisk bekæmpelse og på grund af naturhavens værdi til forøgelse af biodiversitet og fordi den er nyttig i en bredere miljøsammenhæng.
En naturhave har altså en funktion som tilflugtssted for naturen, om den nu er planlagt i sin helhed, eller man blot har ladet artene slå sig ned efter forgodtbefindende. Men som enhver have er den under alle omstændigheder genstand for en styring, for på den ene side skal den være tiltalende for haveejeren og dennes familie (med rekreative og æstetiske elementer), og på den anden side kan man risikere, at de bedst tilpassede planter invaderer alt, hvis man ikke kontrollerer deres spredning en smule.
Naturhaverne betegnes ofte som "vilde haver", men dette udtryk er ret vagt og kan også bruges synonymt med økologisk have (eller det kan simpelt hen stå for en have med et "vildt" udseende). Udtrykkene overlapper hinanden og er forbundet med den samme opfattelse af havedyrkning, der repræsenterer en respekt for miljøet i vid forstand. Begrebet naturhave lægger dog vægten på det areal, der er afset til hjemlige plantearter og skabelsen af naturlige levesteder, sådan at man kan bidrage til den lokale biodiversitet. Haven med adgang for naturen kunne være et godt synonym.