Mariagerfjord Rensningsanlæg
rensningsanlæg nord for Hadsund / From Wikipedia, the free encyclopedia
Mariagerfjord Rensningsanlæg er et rensningsanlæg, der blev indviet af borgmester H.C. Maarup den 11. november 2013.[1] Rensningsanlægget ligger nord for Hadsund i Himmerland ved Ravns Graner på et område mellem Ålborgvej og Visborg på en ca. 7,5 ha. stor grund. Der er adgang til anlægget fra Ålborgvej. Det ejes af det kommunale forsyningsselskab Mariagerfjord Vand A/S. Byggeriet af Mariagerfjord Rensningsanlæg startede i marts 2012, og der blev holdt rejsegilde 13. december 2012.[2] Anlægget renser årligt mellem fem og seks mio. m³ spildevand fra hele kommunen. I 2019 begyndte en større udbygning af rensningsanlæg i det at anlæggets kapacitet skal udvides fra 75.000 PE til 225.000 PE og med videre mulighed for udbygning til 275.000 PE.[3] Samtidig skal anlægget også til at tage imod spildevand fra Aars, Nørager, og Haverslev i nabokommunerne.[4]
Mariagerfjord Rensningsanlæg | |
---|---|
Luftfoto af Mariagerfjord Rensningsanlæg i 28. august 2014 | |
Generel information | |
Status | Fuldført |
Adresse: | Islandsvej 7, 9560 Hadsund |
By: | Hadsund |
Koordinater | 56°44′31.99″N 10°6′50.15″Ø |
Anlægssum: | 400 millioner DKK |
Design og konstruktion | |
Ejer | Mariagerfjord Vand A/S |
Bygherre | Mariagerfjord Vand A/S |
Entreprenør | EnviDan, Gunnar Nielsen A/S og Per Aarsleff A/S |
Oversigtskort | |
Procestankene med hver en diameter på 45,7 meter er blandt de største cirkulære tanke i Danmark. Projektet omfatter også etableringen af et helt nyt ledningsnet i kommunen, der vil være fuldt udbygget, når de eksisterende fem renseanlæg er nedlagt. Det samlede byggeri forventes at koste 400 mio. kr.[5][6]
Det var første gang siden midten af 1990'erne, at der etableredes et så stort rensningsanlæg i Danmark.[7]
Sammen med selve rensningsanlægget blev der også bygget en ny samlet drifts- og administrationsbygning for forsyningsselskabet Mariagerfjord Vand A/S, der nu har sit hovedsæde placeret ved rensningsanlægget. Hovedsædet blev indviet den 1. august 2013.