Hotspot (økologi)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Et biologisk hotspot er en biogeografisk region med et betydningsfuldt reservoir af biodiversitet, som trues af menneskers aktiviteter.
- For alternative betydninger, se Hotspot. (Se også artikler, som begynder med Hotspot)
Begrebet biologisk hotspot blev udmøntet af Norman Myers i to artikler i tidsskriftet The Environmentalist, 1988[1] og 1990[2]). Betegnelsen blev revideret efter en grundig analyse, foretaget af Myers m.fl. i Hotspots: Earth’s Biologically Richest and Most Endangered Terrestrial Ecoregions.[3]
For at en region kan betegnes som et biologisk hotspot og dermed optages på Myers udgave af hotspotkortet fra 2000, må den opfylde to strenge krav: Mindst 0,5% eller 1.500 stedets karplanter skal være endemiske, og det må have tabt mindst 70% af den oprindelige vegetation.[4] I verden som helhed er der mindst 25 områder, der opfylder kravene efter denne definition, og ni andre, som muligvis gør det. Disse egne rummer næsten 60% af verdens plante-, fugle-, pattedyr-, krybdyr-, og paddearter, hvoraf en meget høj andel er endemiske.
Antal arter | Endemiske arter | % endemisme | |
Tropiske Andesbjerge | 3.389 | 1.567 | 46,24 % |
Atlantiske skove (Brasilien) | 1.361 | 567 | 41,66 % |
Californiens floraprovins | 584 | 71 | 12,16 % |
Kaplandets floraprovins | 562 | 53 | 9,43 % |
Middelhavsområdet | 770 | 235 | 30,52 % |
Kaukasus | 632 | 59 | 9,34 % |
Syd- og Centralkina | 1.141 | 178 | 15,60 % |
New Zealand | 217 | 136 | 62,67 % |
Oceanien | 342 | 223 | 65,20 % |
I tabellen ovenfor ses det, hvordan isolation betyder højere %-del af endemiske arter (New Zealand, Oceanien), mens refugieområder betyder højere totalt artsantal (Andesbjergene, Syd- og Centralkina). Tabellen er lavet på basis af Norman Myers, Russell A. Mittermeier, Cristina G. Mittermeier, Gustavo A. B. da Fonseca og Jennifer Kent: Biodiversity hotspots for conservation priorities i Nature, 2000, 403 side 853-858. Se artiklen her Arkiveret 19. april 2014 hos Wayback Machine |