HMS St. George (1785)
From Wikipedia, the free encyclopedia
HMS St. George var en 3-mastet fuldrigger med 3 kanondæk og 98 kanoner, som bestiltes 16. juli 1774 på flådeværftet i Portsmouth af den britiske Royal Navy og søsattes den 14. oktober 1785. Skibet fik en særlig tilknytning til Danmark og har lagt navn til Strandingsmuseum St. George i Thorsminde ved den jyske vestkyst, hvor det forliste om morgenen den 24. december 1811. En unik samling genstande er bjerget fra vraget og udstillet på museet.
St. George klassificeredes som et Duke-klasse linjeskib af 2. rang ligesom de 3 søsterskibe HMS Duke (1777), HMS Atlas (1782) og HMS Glory (1788), som dog alle byggedes på andre værfter. Den britiske flåde har haft adskillige orlogsskibe med navn efter Englands skytshelgen Sankt Georg (på dansk Jørgen), både før og efter dette skib.