Fredmans epistlar
visesamling af Carl Michael Bellman fra 1790 / From Wikipedia, the free encyclopedia
Fredmans epistlar (da.: 'Fredmans epistler') er en samling på 82 digte sat til musik af Carl Michael Bellman (1740-95), en fremtrædende person i 1700-tallets svenske visesang. Selv om samlingen først blev udgivet i 1790, blev den til over en periode på ca. tyve år fra 1768. En samling på 65 sange uden sammenhængende tema blev udgivet 1791 som Fredmans sånger.
Frontispicen til første udgave. Af Johan Tobias Sergel, graveret af Johan Fredrik Martin[lower-alpha 1] | |
Forfatter | Carl Michael Bellman |
---|---|
Land | Sverige |
Sprog | Svensk |
Emne(r) | Sang |
Genre(r) |
Rokoko, pastorale, parodi, drikkevise: 'utan Mönster .. utan efterfölgd' (Kellgren)[1][note 1] |
Forlag | Olof Åhlström, med 'kungligt privilegium' |
Udgivelsesdato | 1790 |
Sider | 391 |
Epistlerne varierer meget i stil og virkning, fra pastoraler med rokokotema befolket af guder og halvguder fra den klassiske antik til klagesange over virkningerne af brændevinsdrikkeri, kroscener og åbenlyse improvisationer. Teksterne, der er baseret på scener fra det daglige liv for Bellmans samtidige i den gustavianske periode i Sverige (o. 1770-1810), beskriver et galleri af fiktive og halvfiktive figurer og begivenheder, der finder sted i Stockholm. Jean Fredman, en alkoholisk tidligere urmager, er den centrale karakter og fiktive fortæller. I epistel 23 ligger Fredman fuld i rendestenen og taler med sig selv, en såkaldt 'soliloquy'[note 2]. Han kommer derefter til hægterne i kroen Kryp-In. Oscar Levertin (1862-1906) har karakteriseret scenen som "the to-be-or-not-to-be of Swedish literature" – 'svensk litteraturs at være eller ikke være'.[2][note 3] Ulla Winblad, der er delvis inspireret af Maria Kristina Kiellström (1744-98), er chef for de fiktive "nymfer". Hun er halvt gudinde, halvt prostitueret, en nøglefigur blandt de demimonde figurer i Fredmans epistlar.
Epistlerne er værdsat for den måde poesi og musik passer sammen. Bellman valgte ikke at komponere melodierne, men i stedet låne og tilpasse eksisterende melodier, muligvis for at udnytte humoren ved at modstille velkendte melodier med de betydninger, han gav dem. Det kan også have været beregnet til at give historisk dybde til hans arbejde; han brugte undertiden betydelig energi på at tilpasse melodien til behovet i en epistel.
Mange af epistlerne har bevaret deres kulturele betydning i Skandinavien, især i Sverige. De synges og udgives stadig: af kor som Orphei Drängar, af professionelle solosangere som Fred Åkerström og Cornelis Vreeswijk og af ensemblesangere som Sven-Bertil Taube og William Clauson. Epistlerne er oversat helt eller delvis til blandt andet tysk, fransk, engelsk, russisk, polsk, finsk, italiensk og hollandsk.