Filibuster
From Wikipedia, the free encyclopedia
En filibuster er en politisk procedure, hvor et eller flere parlamentsmedlemmer debatterer (typisk i form af en meget lang tale) over et givet lovforslag, med det formål for øje at forsinke eller helt forhindre, at der træffes en beslutning om det pågældende forslag. Det omtales undertiden som at "tale et lovforslag til døden" og er karakteriseret som en form for obstruktion i den lovgivende magt eller et andet beslutningsorgan.[1][2] Denne form for politisk obstruktion har sin oprindelse i Antikkens Rom, hvor det bl.a. vides, at Cato den Yngre gjorde brug af denne politiske procedure.[3] Oftest anvendes udtrykket "politisk stonewalling" (på dansk også: "blokeringspolitik") som synonym for at filibuster. Eftersom det oftest er en forudsætning for en vellykket filibuster, at man taler i ekstremt lang tid, ses det oftest, at taleren – efter at have udtømt det oprindelige emne – begynder at fravige fra emnet og taler om andre ting. Således ses det ofte, at taleren begynder at gengive andre personers taler eller lovgivning fra andre lande og delstater – man har tilmed oplevet, at talere er begyndt at læse op fra kogebøger og telefonbøger i et forsøge på trække tiden ud.[4]
Filibusteraktiviteter i større tilbagevendende omfang kendes fortrinsvis fra USA og Canada, Storbritannien og Frankrig, men fænomenet er ikke ukendt i blokpolitik, med to eller flere meget store blokke, der står stejlt over for hinanden. Særligt kendes filibusters i dag fra amerikansk politik og den amerikanske kongres, hvor forretningsordenen i det amerikansk Senat ikke tillader, at man tager ordet fra en senator, der bliver ved med at tale. Den hidtil længste filibuster-tale i det amerikanske Senat blev holdt af Strom Thurmond (demokratisk senator) i 1957, da han talte mod den foreslåede borgerrettighedslovgivning i 24 timer og 18 minutter. Thurmonds filibuster var dog ikke succesfuld og forslaget blev – til trods for filibusteren – alligevel vedtaget.