Faldet (roman)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Faldet (fransk: La Chute) er en eksistentialistisk roman af Albert Camus fra 1956, hans sidste afsluttede værk. Romanen foregår i Amsterdam, hvor den selvudnævnte "bodfærdige dommer"[2] Jean-Baptiste Clamence filosoferer over sit liv i en række dramatiske monologer med mange allegorier fortalt til en tilfældig fremmed han møder (nemlig læseren). Først beskriver Clamence sin tid som succesrig og højt respekteret forsvarsadvokat i Paris. Senere aflægger han en tilståelse, som kommer til at stå som symbol på det materielle og verdslige menneskes syndefald og uddrivelse af Edens have.
For andre betydninger, se Faldet
Har De lagt mærke til, at Amsterdams koncentriske kanaler minder om helvedes cirkler? Det borgerlige helvede, naturligvis, befolket af onde drømme. Kommer man fra den ydre, bliver livet og altså dets forbrydelser tungere, mørkere, efterhånden som man overskrider disse cirkler. Nu står vi i den inderste cirkel.
En aften undlader denne mand nemlig at forsøge at redde en kvinde, der er ved at begå selvmord. Denne manglende handling får efterhånden hans samvittighed til at vågne, og bogen behandler det moderne menneskes forhold til samvittighed, magt og ansvar.[3]
Camus refererer flere steder til Holocaust, og hovedpersonens manglende handling kan derfor også stå som symbol på den passivitet og deraf følgende krakelerede selvopfattelse blandt Europas befolkning, som nazisternes forbrydelser medførte.[4]
I en nutid præget af behovet for at være synlig på sociale medier stiller romanen spørgsmålet, om gode gerninger mest udføres på grund af den sympati og anerkendelse, man herved får til gengæld, altså mere som et udslag af hangen til selviscenesættelse end på grund af et humant og empatisk sindelag.[5] I en meget original mytisk form beskriver Camus, hvordan efterkrigstidens moderne menneske foregiver at være retfærdigt og angrende, men i stedet gør sig skyldig i at søge bekræftelse på sin egen selvgodhed.[6]
I et mindeskrift til Albert Camus, som døde fire år efter romanens udgivelse i en trafikulykke, betegnede den eksistentialistiske filosof Jean-Paul Sartre romanen som den "måske smukkeste og mindst forståede" af Camus' bøger.[7]