Vikingetiden i Norge
From Wikipedia, the free encyclopedia
Vikingetiden i Norge regnes arkæologisk set fra ca. 800 til ca. 1050. Historisk set regnes den mere specifikt fra angrebet på Lindisfarne i 793 til slaget ved Stamford Bridge i 1066.
- Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Selv om det første vikingangreb i England fandt sted på Isle of Portland i 789, er det imidlertid med plyndringen af klosteret på Lindisfarne i 793, at vikingerne for alvor dukker op i europæisk historie. Produktionsniveauet øgedes i landbruget, fordi jernet blev taget i brug, og det blev efterhånden mangel på dyrkbar jord. Mange valgte at udvandre og den enkleste måde at skaffe sig indtægter var ofte plyndring. Vikingerne skaffede sig hurtigt et dårlig rygte blandt samtidens kristne europæere. Men vikingetiden var også præget af handel, ikke bare i Europa, men også med blandt andet Det Byzantinske Rige og Abbaside-kalifatet.
Samlingen af Norge til et rige var også en grunden til den stærke udvandring. Kongernes magt øgedes, og de gjorde krav på skatter og afgifter. Mange ville hellere prøve lykken udenlands end at leve i et kongedømme.
Nye områder blev bebygget på den nordlige norske kyst, vestover til Island, Færøerne, Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Skotland og Irland. Senere også Grønland og Vinland (Amerika).