Vandkraftværk
anlæg der genererer elektrisk energi fra strømmende vand / From Wikipedia, the free encyclopedia
Et vandkraftværk er et kraftværk, som producerer elektrisk energi ved hjælp af rindende vand.
Et vandkraftværk henter den potentielle energi i vand, som er fordampet fra havet og faldet som nedbør i bjergene. Højdeforskellen mellem vandet før og efter turbinen giver et energipotentiale.
Nogle kraftværker har magasin for at lagre nedbøren og har dermed mulighed for at producere elektricitet, når det ikke regner eller er tøbrud. Andre kraftværker har ikke magasin og er underlagt skiftende strøm- og vandmængde i floden.
Energien bliver produceret, ved at vandet strømmer gennem en turbine. Til turbinen er der fæstnet en aksel, som går til en elektrisk generator. Det er generatoren, som producerer strømmen. Vandet løber gennem en afløbstunnel og ud i floden eller søen igen.
Såkaldte pumpekraftværker kan i perioder, når der er overskudskraft på nettet, drive elektromotorer, som pumper vandet tilbage i magasinerne. Sådan sikres det, at der er høj nok vandstand i tider med stort elektricitetsforbrug og ringe nedbør.
Indenfor vandkraftværker skelner man mellem magasinkraftværker og elvkraftværker. Som navnet siger, kan magasinkraftværker lagre vand i overskudsperioder for senere at bruge dette vand til kraftproduktion i tørre perioder. Fyldning- og tømningsmønsteret følger gerne en årlig cyklus, hvor vand samles op forår og sommer for så at tømmes efterår og vinter. Dette skyldes, at tilgangen af vand fra regn og snesmeltning er højest i sommerhalvåret, hvilket kombineret med lav efterspørgsel fører til generelt lave kraftpriser. Om vinteren er situationen modsat, med svag tilførsel og høj efterspørgsel, sådan at de højeste kraftpriser som regel observeres omkring midvinter.
Den anden form for vandkraftværk er elvkraftværker, som typisk kendetegnes af store vandmængder med lille faldhøjde. Disse kraftværker er afhængige af vandføringen i elven, som vanskeligt kan reguleres, og vandet bruges derfor, når det kommer. Dette indebærer, at energiproduktionen øges betragteligt i perioder med meget snesmeltning eller nedbør. For øvrigt ligger elvkraftværkerne som regel i lavlandet, mens magasinkraftværkerne typisk ligger i bjergene, hvor man også kan producere strøm ved hjælp af små vandmængder med stor faldhøjde.