Stammehertugdømme
From Wikipedia, the free encyclopedia
Stammehertugdømmerne var en regional inddeling af det daværende Østfranken (det senere Vesttyskland) i tiden omkring år 1000.
Efter rigsdelingen i Verdun i 843 var der fem stammehertugdømmer:
- Stammehertugdømmet Sachsen, reelt opløst i 1180, formelt i 1296.
- Stammehertugdømmet Baiern, opløst i 1180.
- Stammehertugdømmet Schwaben]
- Stammehertugdømmet Franken i den midterste del af Tyskland.
- I 908 mistede Thüringen sin status som det femte stammehertugdømme. Her fik markgreverne af Meissen og greverne af Weimar efterhånden en stor magt. Thüringen havde en blandet befolkning af tyskere og slavere (Sorbere).