Den spanske arvefølgekrig
From Wikipedia, the free encyclopedia
Den spanske arvefølgekrig (hvilket skal forstås som "krigen om den spanske arvefølge") brød ud i 1701 og varede til 1714. Den førtes af Østrig, England og Holland mod Frankrig. I krigen deltog desuden en del andre lande: De fleste tyske stater, deriblandt Brandenburg på østrigsk side; Savoyen og Portugal deltog først på fransk, senere på østrigsk side. Spanien — stridens æble — stod splittet, idet katalonierne sluttede sig til Østrig, medens kastilianerne støttede Frankrig. Danske lejetropper deltog mod Frankrig og Spanien. I Danmark kaldtes felttogene, hvori de danske hjælpetropper deltog, den brabantske krig.
Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. (2019) |
Konflikten blev udløst af de spanske Habsburgeres uddøen med Carlos II. Frankrig forsøgte at indsætte deres egen kandidat på tronen i opposition til de østrigske Habsburgere. Det fik Storbritannien og Nederlandene til at gå ind i krigen på østrigsk side. En række allierede sejre ved Blenheim, Ramillies, Oudenarde og Malplaquet udmattede efterhånden Frankrig, så da den østrigske kandidat blev kejser i 1711, benyttede de lejligheden til at slutte fred med Storbritannien og Nederlandene i Utrecht 1713, hvorefter Østrig var nødt til at opgive videre forsøg på at forhindre Bourbonerne i at blive konger af Spanien, omend det blev fastlagt at Frankrig og Spanien aldrig måtte få samme hersker. Krigen sluttede med freden i Rastatt 1714.