Den polsk-litauiske realunion
Historisk kongedømme i Europa / From Wikipedia, the free encyclopedia
Den polsk-litauiske realunion eller "Republikken af to Nationer" (fra 1791 Realunionen Polen)(note om navne på andre sprog) var et føderalt valgkongedømme dannet af Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen i 1569, der regeredes af en fælles monark. Realunionen var den største[1][2] og en af de folkerigeste stater i 15- og 1600-tallets Europa på omkring 1.000.000 km2[3] og en multietnisk befolkning på 11 millioner på sit højdepunkt i det tidlige 1600-tal[4]. Realunionen blev etableret ved vedtagelse af en traktat på et sammentræde den 1. juli 1569 i Lublin og blev opløst ved den tredje deling af Polen i 1795[5][6][7].
Realunion | |||||||||||||||
1569–1795 | |||||||||||||||
Placering af Den polsk-litauiske realunion | |||||||||||||||
Hovedstad |
Realunionen og det polske kongerige: Kraków, fra ca. 1600 Warszawa; Storfyrstendømmet Litauen: Vilnius (note om Warszawa som hovedstad) | ||||||||||||||
Sprog | |||||||||||||||
Religion |
| ||||||||||||||
Regeringsform |
Arveligt monarki (1569–1573), Valgkongedømme (1573–1791), Konstitutionelt monarki (1791–1795) | ||||||||||||||
Konge og Storfyrste | |||||||||||||||
• 1569–1572 | Sigismund II Augustus | ||||||||||||||
• 1764–1795 | Stanisław II Augustus | ||||||||||||||
Lovgivende forsamling | Sejm | ||||||||||||||
Historie | |||||||||||||||
1. juli 1569 | |||||||||||||||
5. august 1772 | |||||||||||||||
• 3. maj forfatningen | 3. maj 1791 | ||||||||||||||
23. januar 1793 | |||||||||||||||
24. oktober 1795 | |||||||||||||||
Areal | |||||||||||||||
• 1582 | 815.000 km² | ||||||||||||||
• 1618 | 990.000 km² | ||||||||||||||
Befolkning | |||||||||||||||
• Anslået 1582 | 6.500.000 | ||||||||||||||
• Tæthed | 8 /km² | ||||||||||||||
• Anslået 1618 | 10.500.000 | ||||||||||||||
• Tæthed | 10,6 /km² | ||||||||||||||
| |||||||||||||||
Unionens funktioner var enestående i forhold til samtidige stater: det politiske system var præget af streng kontrol af kongemagten. Denne kontrol blev vedtaget af den lovgivende forsamling (sejm), der kontrolleres af adelen (szlachta). Dette enestående system var en forløber for moderne begreber om demokrati[8], konstitutionelt monarki[9][10][11] og føderationer[12]. De to stater i Realunionen var formelt lige, men reelt var Polen den dominerende part i unionen.[13]
Den polsk-litauiske Realunion var kendetegnet ved en høj grad af etnisk mangfoldighed og relativ religiøs tolerance garanteret af Warszawakonføderationen fra 1573[14][15][16], selv om graden af religiøs tolerance varierede over tid.[17]
Efter flere årtier med velstand[18][19][20], kom unionen ind i en periode med langvarig politisk[11][21], militær og økonomisk[22] tilbagegang. Den voksende svaghed førte i slutningen af 1700-tallet til en opdeling blandt de mere magtfulde naboer, Østrig, Preussen og det Russiske Kejserrige . Kort før opløsningen vedtog Realunionen en massiv reform med forfatningen af 3. maj 1791, beskrevet af Norman Davies som den første af sin art i Europa.[23]