Nimrod-ekspeditionen 1907–09
From Wikipedia, the free encyclopedia
Nimrod-ekspeditionen (engelsk: The British Antarctic Expedition 1907–09, alment kendt som The Nimrod Expedition) var den første af tre ekspeditioner, som Ernest Shackleton ledede til Antarktis. Hovedmålet var at blive først til at nå Sydpolen, endvidere havde ekspeditionen en række geografiske og andre videnskabelige formål. Ekspeditionen nåede 88° 23' sydlig bredde, til da det sydligste punkt nået af mennesker og kun 97 nautiske mil (180 km) fra Sydpolen. De fleste beretninger om ekspeditionen opgiver afstanden "97 miles" uden at opgive tilsvarende i engelske miles; symbolikken af at være indenfor 100 miles fra Sydpolen blev anset som vigtigst af alle.[1] Ekspeditionen var den første til at bestige Mount Erebus, den næsthøjeste vulkan i Antarktis, og en separat gruppe ledet af den walisisk-australske geolog og professor Edgeworth David nåede den beregnede position for den magnetiske sydpol.
Nimrod-ekspeditionen fik hverken statslig eller institutionel støtte og blev afhængig af private lån og bidrag fra enkeltpersoner. Den blev derfor hæmmet af finansielle problemer, og forberedelserne blev forceret. Ekspeditionens skib, Nimrod, var under den halve størrelse af Discovery, som Robert Falcon Scott havde brugt på Discovery-ekspeditionen 1901–04, og Shackletons mandskab manglede relevant erfaring. Der opstod en uoverensstemmelse med Scott på grund af Shackletons beslutning om at lægge basen for ekspeditionen nær Scotts gamle hovedkvarter ved McMurdo-sundet, i strid med et løfte til Scott om ikke at gøre det. Selv om ekspeditionen i udgangspunktet holdt en meget lavere profil end Scotts ekspedition seks år tidligere, tiltrak resultaterne sig landsomfattende interesse og gjorde Shackleton til en nationalhelt. Den videnskabelige gruppe udførte omfattende geologiske, zoologiske og meteorologiske undersøgelser. Shackletons transportmidler, bestående af manchuriske ponyer, et motorkøretøj og hundeslæder, var nyvindinger, som til trods for begrænset succes blev kopieret af Scott under hans skæbnesvangre Terra Nova-ekspedition tre år senere.
Da ekspeditionen vendte hjem, overvandt Shackleton den tidligere skepsis fra Royal Geographical Society og modtog mange offentlige æresbevisninger, herunder at blive adlet af Kong Edward VII. Han opnåede kun beskeden økonomisk gevinst fra denne ekspedition, og var i sidste ende afhængig af et offentlig tilskud for at kunne dække sine forpligtelser.
Det gik ikke mere end tre år, før hans sydlige rekord blev slået, da Roald Amundsen den 14. december 1911 nåede Sydpolen. I sine erindringer skrev Amundsen imidlertid: "Sir Ernest Shackletons navn vil for alltid stå risset i den antarktiske forsknings historie med flammende bokstaver".[2]