Hertugdømmet Cornwall
From Wikipedia, the free encyclopedia
Hertugdømmet Cornwall (kornisk: Duketh Kernow) er en kongelig besiddelse i England bestående af en række landejendomme og andre aktiver i såvel grevskabet Cornwall som en række andre steder i England. Hertugdømmet tilhører den britiske tronfølger (Prinsen af Wales), hvis han samtidig er den regerende monarks ældste (levende) søn.[1] Besiddelsen gør prinsen til en af Storbritanniens største jordejere,[2] og indtægterne fra hertugdømmet finansierer både de offentlige og private udgifter for tronfølgeren og hans nærmeste familie.[1]
Den nuværende hertug er prins William, der blev hertug af Cornwall i 2022, da hans far Charles 3. besteg den engelske trone, efter at have været den person, der har båret titlen hertug af Cornwall i længst tid i hele hertugdømmets historie.[3] Hvis William bestiger den engelske trone, bliver hans ældste søn prins George hertug af Cornwall.
Hertugdømmet blev skabt i 1337 og var det første engelske hertugdømme. I dag er det det ene af to kongelige hertugdømmer i England, hvor det andet er Hertugdømmet Lancaster.
Hertugdømmet omfatter ca. 53.000 hektar jord fordelt på en lang række ejendomme spredt ud over især det sydvestlige England. Det meste af hertugdømmets jorde ligger således udenfor grevskabet Cornwall. Hertugdømmet ejer også en række finansielle aktiver, og dets samlede værdier udgjorde i 2019 ca. 1,1 mia. pund.[4] Hertugdømmet har desuden forskellige juridiske rettigheder og privilegier på tværs af Cornwall og Scilly-øerne, herunder nogle, der andre steder i England hører under kronen. Hertugen udnævner bl.a. en række embedsmænd i grevskabet og fungerer som havnemyndighed for hovedhavnen på Scilly-øerne.
Den britiske regering anser hertugdømmet for at være et organ under kronen og derfor fritaget for at betale selskabsskat. Hertugdømmets skattefritagelsesstatus er dog blevet anfægtet.[5][6] Siden 1993 har hertugen af Cornwall, dvs. prinsen af Wales, frivilligt betalt indkomstskat af hertugdømmets indkomst, fratrukket de beløb, som han anser for at være officielle udgifter.