Gradmåling
From Wikipedia, the free encyclopedia
Gradmåling er en geodætisk metode til bestemmelse af jordklodens størrelse og form, til brug ved fremstilling af landkort. Både de gamle grækere og senere Mellemøstens arabere foretog gradmålinger, men det var først med indførelsen af triangulation og måleinstrumenter med kikkertsigte i Europa i 1600-tallet, at målingerne blev rimeligt præcise. I løbet af 1700-tallet efterviste man ved gradmålinger, at jorden ikke er perfekt kugleformet, men fladtrykt ved polerne, som en omdrejningsellipsoide. I slutningen af 1800-tallet måtte også denne forestilling opgives, og i dag ved man, at jordens form, geoiden, kan sammenlignes med en bulet appelsin, hvor afstanden fra havniveau til jordens centrum kan variere med op mod 200 m.
Gradmåling er i dag afløst af opmåling vha. satellitter, men udgjorde frem til midten af 1900-tallet et vigtigt grundlag for topografisk opmåling og kortlægning af jordens overflade.