Første intifada
From Wikipedia, the free encyclopedia
Den første intifada, den første palæstinensiske intifada[4] eller også blot kendt som intifadaen[note 1] var en vedvarende serie af protester og voldelige optøjer[5] udført af palæstinensere i de palæstinensiske områder og Israel. Årsagen til intifadaen tilskrives en kollektiv palæstinensisk frustration over Israels militære besættelse af Vestbredden og Gazastriben, der på dette tidspunkt nærmede sig en 20-årig periode (Israel etablerede kontrol over områderne i forbindelse med Seksdagskrigen 1967).[6] Opstanden varede fra december 1987 til Madrid-konferencen i 1991, selvom nogle daterer dens afslutning til 1993 med underskrivelsen af Oslo-aftalerne
Første intifada | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af den israelsk-palæstinensiske konflikt | |||||||
Israelsk kontrolpost uden for Jabalya i Gazastriben i februar 1988 |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
Israel | FNLO
Hamas Islamisk Jihad Støttet af: Irak (i 1991)[3] |
||||||
Intifadaen begyndte den 9. december 1987[7] i flygtningelejren Jabalia, efter at en lastbil fra det israelske forsvarsstyrker (IDF) havde kollideret med en civil bil og dræbt fire palæstinensiske arbejdere, hvoraf tre var fra Jabalia-flygtningelejren.[8][9] Palæstinensere anklagede efterfølgende israelerne for bevist at have kollideret den civile bil – en gengældelsesaktion for ét drab på en jøde i Gaza dage forinden.[10] Israel afviste, at kollisionen – som kom på et tidspunkt med øgede spændinger – var en bevidst eller koordineret handling.[11] De efterfølgende palæstinensiske reaktioner var præget af protester, civil ulydighed og vold.[12][13] Eksempelvis anvendte palæstinenserne graffiti, barrikader, boykottede israelske produkter, boykottede israelske administrationsinstitutioner på Vestbredden og Gazastriben, nægtede at arbejde i israelske bosættelse på israelske produkter, nægtede at betale skat og arrangerede generalstrejker. Endvidere kastede palæstinenserne i udstrakt omfang med sten og molotovcocktails mod IDF-soldater og IDF-faciliteter.[14][15]
Israel indsatte omkring 80.000 soldater som modsvar på palæstinensernes opstand. Israels blev i forbindelse med intifadaen kritiseret for at anvende uforholdsmæssige dødelige magtmidler til at slå ned på de palæstinensiske optøjer, herunder IDF-soldater udstyret med både skarpladte våben.[16] Modsat hævdede Israel, at det var nødvendigt med en hård reaktion på palæstinenseres voldlige optøjer. I løbet af de første 13 måneder blev 332 palæstinensere og 12 israelere dræbt.[17][18] Dette omfatter 311 palæstinensere, der blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker i løbet af det første år, hvoraf 53 var under 17 år.[17] Billeder af soldater, der slog teenagere med køller, førte efterfølgende til, at Israel besluttede at anvende halvdødelige plastikkugler i stedet.[17] Det anslås, at IDF samlet dræbte 1.162-1.204 palæstinensere i løbet af intifadaens seksårig varighed.[19]
Blandt israelere blev 100 civile og 60 IDF-personel dræbt[20] – ofte af militante personer, som var uden for FNLO's kontrol.[21] Mere end 1.400 israelske civile og 1.700 soldater blev såret.[22] Intern vold mellem palæstinensisk grupper og fraktioner var også et fremtrædende træk for intifadaen, hvor det anslås, at 822 palæstinensere blev henrettet under påskud af at være israelske kollaboratører.[23] På dette tidspunkt indhentede Israel efter sigende oplysninger fra omkring 18.000 palæstinensere, der var blevet kompromitteret.[24] Færre end halvdelen af disse havde bevisligt haft kontakt med de israelske myndigheder.[25] Den efterfølgende anden intifada fandt sted fra september 2000 til 2005.