Brasiliens præsident
From Wikipedia, the free encyclopedia
Brasiliens præsident, officielt Den Føderative Republik Brasiliens præsident (portugisisk: Presidente da República Federativa do Brasil), er både statsoverhoved for og regeringschef i den føderale republik Brasilien. Præsidenten er leder af den føderale udøvende magt og øverstkommanderende for Brasiliens væbnede styrker.
Præsidentialismen blev indført i 1889 efter et militærkup mod kejser Pedro 2. af Brasilien. Siden da har Brasilien haft seks forfatninger, to diktaturer og tre demokratiske perioder. I de demokratiske perioder har der altid været stemmepligt. Forfatningen af 1988 fastlægger sammen med adskillige forfatningsændringer kravene til at være præsident og præsidentens beføjelser og ansvar, samt hvordan præsidenten skal vælges.