Barmenerklæringen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Barmenerklæringen er et teologisk bekendelsesskrift fra 30'ernes Tyskland formuleret af Bekendelseskirken. Bekendelseskirken var en retning inden for den protestantiske kirke, der var i opposition til Tyske Kristne som var en nazi-inspireret kirkebevægelse. Bekendelseskirken opponerede imod nazismens stigende indflydelse i den tyske kirke, Deutsche Evangelische Kirche, mod sammenblandingen af religion og politik, kirkens underlægning under statsmagten og kirkens accept af nazitidens raceideologi.
Barmenerklæringen blev udarbejdet på en bekendelsessynode i Wuppertal-Barmen i Ruhr-distriktet den 29.-31.maj 1934, hvor 150 præster og teologer deltog. Hovedaktørerne var blandt andre teologerne Karl Barth (1888-1966), der regnes for den dialektiske teologis fader og Martin Niemöller (1892-1984), der var en af Bekendelseskirkens stiftere. Erklæringen er unik i økumenisk forstand, da det er første gang siden reformationen, at der formuleres et bekendelsesskrift, der både fik opbakning blandt lutherske, reformerte og Unierede kirker kristne.
Under overskriften "Kirken skal forblive kirke" forsøgte synoden at formulere en bekendelse, der skulle samle kirken om det, den egentlig står for, nemlig nogle 'evangeliske sandheder' frem for tidens politisering. Erklæringen, der er bygget op som de oldkirkelige bekendelser, med et bibelcitat efterfulgt af en udlægning, nævner ikke nazismen eksplicit.